Så kom der endeligt lidt flere billeder på den 6. release til dato i samarbejdet mellem PUMA og Los Angeles sneakershop Undefeated (UNDFTD).

PUMA x Undefeated Clyde “Stripe Offs” del 2 består som sagt af 3 forskellige varianter af den klassiske Clyde med Undefeated-twist i henholdsvis lys brun (eng: tan), blå (eng: navy) og orange-beige (eng: curry).

Som den første “Stripe Offs”-kollektion, så er der denne gang også tale om Clydes i ren højkvalitets læder, hvor man har valgt helt af fjerne formstripe (deraf navnet!).

Farven på læderet går igen både på overdel, i foret og på ét af de medfølgende sæt laces, så man efter behag kan få en fuldstændigt monokromatisk læder-sneak – hvis man vel og mærke ser bort fra den klassiske hvide Clyde-sål uden syninger.

PUMA Clyde-teksten er på “Stripe Offs” flyttet ned bagest på ydersiden af sneakerne, hvilket yderligere understreger det meget clean look på overdelen.

Af andre detaljer kan nævnes at vinduet bag på sneakerne er fjernet til fordel for et stykke lodret læder. Til gengæld er vinduet flyttet ind på indersiden af sneakeren, hvilket er en både sjov og cool detalje. Herudover er PUMA-logoet udskiftet med stort Undefeated-logo i kontrastfarvet læder på tungen.

Og så er der dommen… hmm. Personligt er jeg vild med colabs og PUMA og Undefeated må siges at have smidt en del sneaks i handelen i år – og rigtigt mange af dem er vellykkede. Jeg har det dog svært med et samarbejde der bliver så intenst som i dette tilfælde. Seks kollektioner indenfor 9 måneder er at presse citronen, da eksklusiviteten ryger, når der ikke er tale om en once-in-lifetime chance for at sikre sig et par sneaks.
Jeg håber derfor at PUMA skruer en smule ned for tempoet og lægger kræfter i færre, men mere eksklusive udgivelser, frem for at give den så meget gas som i tilfældet med Undefeated.
PUMA x Undefeated Clyde “Stripe Offs” del 2 kommer som tidligere nævnt til salg online og hos Undefeated allerede fra i morgen d. 9. december.
Tjek galleriet for alle billeder af de tre sneaks i kollektionen.
Via Undefeated
Billeder via Undefeated