Nyeste sneak i skabet er intet mindre end en gave fra min bedre halvdel, der ved at i hvert fald én af vejene til mit hjerte er eksklusive PUMA sneaks. Så velkommen hjem PUMA Suede Classic Italy “Heinz”!

PUMA Suede Classic Italy “Heinz” er én af tre par sneaks i sidste del af “Ink on PUMA“-udgivelserne – den af undertegnede navngivne “Italian Tattoo Pack”-kollektion.

Italian Tattoo Pack er kendetegnet ved at være kommet til verden i samarbejde med og med inspiration fra tre kendte italienske tatovører, der hver har fået mulighed for at præge den klassiske PUMA Suede.

Den ene af disse Suedes Classics er som sagt “Heinz” der er blevet præget af (taddaa!) tatovøren Heinz fra Heinz Electric Tattooing i Rom. Og lad det være sagt med det samme – det er en ultrafed sneak, der overgår selv mine vildeste forventninger!

PUMA Suede Classic Italy “Heinz” er holdt i det blødeste creme/beige-farvede ruskind på hele overdelen. Hertil kommer en mat sort formstripe og mat sort vindue bag på skoen.

… og selvfølgelig udstandset “PUMA Suede” på siden af skoen og PUMA-logo på tungen – begge dele i blank sort.

Skoene leveres med tre sæt laces: ét par tynde sorte, ét par tynde creme-farvede og ét par creme med sorte tatoveringer af svaler på.

Det helt specielle ved skoene kommer dog til udtryk dels på sålen og dels i foret, der begge er præget af klassiske tatoveringsmotiver.

Læderforet har sorte svalemønstre på hvid baggrund, hvilket må siges at være noget at det mest old-school du kan finde inden for klassiske sømandstatoveringer – altså ud over ankeret og hjertet med mor

Her ud over er indersålen et kapitel for sig med sine matchende motiver af puma og skull, der sammenholdt giver et imponerende billede med reference både til PUMA og til Heinz stil.

Vender vi skoene om mødes vi af en todelt sål prydet af en kæmpe ørn med udbredte vinger på begge sneaks. Hvor mellemsålen er holdt i hvid, så er ydersålen gennemsigtig, så motivet træder helt frem.

Som da kollektionen blev frigivet, så er jeg også nu helt oppe at køre over netop Heinz-varianten, der om noget er endnu federe i virkeligheden. Overdelen vil nok ikke være specielt tilgivende overfor brug, men tanken om at gå rundt i en på oversiden rimeligt anonym sko, der dækker over vilde detaljer indeni og under skoene, er ret fed. Præcis som en cool tusch på overarmen, som man kan vise frem for dem der forstår og værdsætter den form for udsmykning.
Alt i alt en sneak der får en helt speciel plads i samlingen!