I forlængelse af flere års kærlighed til vintage-tøj indenfor modeverdenen, så springer PUMA nu med på vognen i form af en cool recession-chic kollektion af PUMA Suedes.

PUMA Suede Vintage består af foreløbigt 4 varianter af den klassiske Suede i henholdvis farverne sort/grå, rød/grå, grøn/gul og grå/blå.

De gennemgående træk på PUMA Suede Vintage er, som navnet antyder, en behandling af materialerne, så de enkelte sneaks ser ældre og mere slidte ud end de egentlig er. Dermed ligner de pludselig en deadstock Suede som du har fundet på bagerste hylde i en tysk sports-biks – glemt af ejerne og tiden.

Vintage-lokket ses mest tydeligt på overdelen af skoen, hvor ruskindet er mere langhåret end normalt. Ruskindet er nærmest trævlet en smule.

Herudover er PUMA-mærket på tungen let gulnet og laces er som ruskindet også slidte at se på.

Formstripe er holdt i ruskind, der også som overdelen er let langhåret og slidt.

Jeg kan ikke helt gennemskue om også sålen er let gulnet, så der må jeg vende tilbage med en update, når jeg får fastslået det præcist. Det ville dog være oplagt for at runde hele vintage-lokket af.

Herudover finder vi klassiske Suede-detaljer som PUMA Suede i guld på siden af skoen og hvid syning hele sålen rundt.

Ser vi på farverne, så er der tale om rimeligt anonyme kontraster, der i hele kollektionens ånd, kaster tankerne hen på ældre PUMA-varianter, fra en tid hvor PUMA-stjernen hed Walter “Clyde” Frazier og ikke Usain Bolt.

PUMA Suede Vintage må siges at ramme tidens trend med let underspillede signaler om at tiderne er hårde og man derfor ikke skal klæ’ sig alt for bling. Personligt er jeg ret vild med det langhårede look – også selvom det er en smule fake at skoene ser gamle ud, uden at være det.

PUMA Suede Vintage kommer til salg hos bl.a. Mita Sneakers fra midten af december. Jeg afventer bekræftelse på en europæisk release-dato, så kan du ikke vente, er der vidst ikke andet for end en tur til Japan, da Mita ikke sender internationalt.
Via Mita Sneakers
Billeder via Mita Sneakers